Trøsten ved julens uforståelighed
Katrine
Udgivet d. 17-12 2019
Katrine

Trøsten ved julens uforståelighed

Måske har du de seneste uger hørt julens beretning om Josef, Maria og Jesusbarnet. Mange af os har hørt den igen og igen år efter år. Derfor tænker vi måske ikke altid så meget over, hvad det egentlig er, der sker i historien.

Men gør vi det, vil vi indse, at det, som skete i julen, må have været lidt uforståeligt for flere af dem, der var der.

Tænk på Maria. Hun fik at vide, at hun skulle blive gravid uden at have været sammen med en mand, og at det barn, hun skulle føde, var Guds søn. Efter hun har født i en stald, kommer en flok hyrder på barselsbesøg, fordi de har hørt englesang på marken. Noget tid senere kommer der vise mænd fra Mellemøsten, som hævder at have set en kæmpestjerne. Mærkværdigt, men alt sammen en del af Guds plan.

Kort sagt gav det, som skete i julen, nok ikke klokkeklar mening for Maria. Men bag det hele var Guds mirakuløse redningsplan for hele verden ved at udfolde sig.

Det må være en trøst for os, når vi oplever ting i vores liv, som virker uforståelige. Og det må give håb, når vi kigger ind i et nyt og ukendt år.

Gud kender dig og din livsbane, ligesom han kendte Marias. Han kendte den større mening bag det uforståelige. I salme 139 i Bibelen siger forfatteren om Gud: “Alle mine veje er du fortrolig med.”

Gud er fortrolig med dit 2020.

At tro på Gud betyder ikke at forstå Gud, men at stole på Gud. Også når livet er svært at forstå, og det ikke umiddelbart giver mening. Stol på, at Gud arbejder i kulissen, stol på, at hans plan er god. Også når 2020 møder dig med uforståelige dage.

Denne refleksion er bragt i Julemagasinet 24:12 i julen 2019