Jesus er ikke et kalenderlys
Katrine Vigilius Kjøller-Hansen
Udgivet d. 14-12 2020
Katrine Vigilius Kjøller-Hansen

Jesus er ikke et kalenderlys

“Jeg er verdens lys,” siger Jesus om sig selv i Biblen.

Men han er ikke et hvilket som helst lys.
Han er f.eks. ikke et kalenderlys.

Jesus er mere som en projektør, der kan lyse en fodboldbane op en mørk vinteraften.

Prøver du at lyse en bane op med et kalenderlys, vil det muligvis være meget hyggeligt, men du risikerer, at spillerne løber i den forkerte retning og skyder bolden langt væk eller ind i det forkerte mål.

Det lys, Jesus giver, er ikke hyggeligt og svagt, men stærkt og klart. Det lyser, så vi ser tingene, verden og os selv for hvad det er.

Lyder det lidt abstrakt? Her er, hvad jeg helt konkret mener med, at Jesus “lyser”.

Lyser guldet op i støvet

Hvis du læser om Jesus i et af de fire evangelier i Det Nye Testamente, finder du for det første ud af, at Jesus så en værdi i mennesker, som samfundet ofte overså.

Foto: Rod Long/Unsplash
Foto: Rod Long/Unsplash

Han rørte ved spedalske, blinde og lamme, som andre holdt sig langt fra. Han spiste sammen med en skatteopkræver, som var blandt de mest upopulære folkefærd. Og han brugte tid på at lytte til en kvinde, der i samfundets øjne var uren og uværdig.  

På den måde kastede han lys ind over den værdi, mennesker har for Gud. Dem, der levede i socialt og statusmæssigt "mørke" tog han ind i lyset og varmen, fordi mennesker er skabt og elsket af Gud.

Det er den ene måde, han lyser op. 

Kærlige røntgenstråler

Noget andet, som man også opdager, når man læser beretningerne om Jesus, er at han gennemskuer og afslører menneskers skjulte motiver, egoisme og ødelæggende livsstil.

Det er den anden måde, han lyser op.

Han afslørede hykleriet hos de fromme, som troede, de var bedre end alle andre. Han afslørede den manglende tro hos sine disciple og han så igennem menneskers facader og ind i den smerte og skam, der gemte sig under overfladen.

Han kan også lyse ind i dit og mit hjerte.  Det kan f.eks. ske ved, at han skærper min samvittighed; ved at jeg læser i Biblen og ser hvor langt jeg er fra hans godhed og tjenstvillighed over for mennesker; eller ved at en ven eller partner konfronterer mig med en vane eller væremåde, der er skadelig for andre eller for mig selv.

Det er sjældent rart, at det, vi gemmer, kommer frem i lyset.

Men selvom Jesus skinner sin projektør af sandhed ind i mit liv, er det ikke for at dømme mig, men for at jeg ikke skal fortsætte med at løbe den gale vej, som et fodboldhold på vej i den forkerte retning på banen.

Han ønsker at oplyse det, der er på gal kurs.

Hvorfor? Fordi han elsker mig. 

Foto: Elias Maurer/Unsplash
Foto: Elias Maurer/Unsplash

Men han lyser ikke kun på problemet. Han lyser også på løsningen.

Han retter spotlyset på det, som kan befri mennesker fra skam, løgn, frygt eller ødelæggende livsstil.

Spotlys på Vejen, Sandheden og Livet

Og hvad er det så for en løsning, Jesus peger på? Et skilt, hvor der står: “Tag dig sammen?”

Nej.

Han peger på sig selv.

“Jeg er vejen, sandheden og livet,” siger Jesus.

Hvordan kan du tage imod den sandhed og det liv, Jesus tilbyder? Hvordan kan du stoppe med at løbe den forkerte vej nedad dit livs fodboldbane og i stedet slå ind på den vej, som Jesus er?

Foto: Orkhan Farmanli/Unsplash
Foto: Orkhan Farmanli/Unsplash

Det kan du ved at fortælle ham - i en bøn eller evt. sammen med en kristen eller en præst - om alt det du bærer på af smerte, skam, egoisme og frygt. Bed ham komme ind i dit hjerte og i dit liv. Og bed ham om at følges med dig på den vej, han viser.

Hvis du ikke lige er klar til det, så er et godt sted at starte at lære lidt mere om, hvem Jesus egentligt er! Det kan du enten gøre her på Jesusbloggen eller ved at læse i Biblen, f.eks. ved at læse Markusevangeliet eller Romerbrevet (hvis du ikke har en Bibel, så skriv til kvigilius@gmail.com, så sender vi en til dig).

Du er også velkommen til at skrive til os anonymt i chatten her på siden.