Hvorfor er du kristen?

Som 18-årig blev jeg for første gang spurgt: “Hvorfor er du kristen?” Jeg var til gadeevangelisation i Haderslev og stod over for en ung mand, der havde drukket lidt for meget og nu ville have svar på livets store spørgsmål. Jeg var forberedt på at svare på problemstillinger vedrørende ondskab i verden, Himmel og Helvede, seksuel afholdenhed, homoseksualitet og alle de andre klassiskere. Men dette spørgsmål kom så meget bag på mig, at jeg blev helt paf og fremmumlede et halvhjertet svar, der ikke gav nogen som helst mening.

Efterfølgende skammede jeg mig meget over ikke at kunne svare på så simpelt et spørgsmål, og jeg kom frem til, at en del af usikkerheden nok skyldtes, at det havde jeg faktisk aldrig tænkt på! Aldrig havde det faldet mig ind at beskæftige mig med HVORFOR jeg var kristen – det var jeg jo bare. Jeg besluttede mig for at sætte mig ind i det, hvis nu jeg skulle stå i en lignende situation. Men det er jo et helt vildt personligt spørgsmål, og hvor skal man lige starte?

Jeg er kristen, fordi…

Jeg er kristen, fordi hos Gud finder jeg en ubetinget kærlighed, som selv ikke mine nærmeste kan give mig. Gud ved, hvad der gemmer sig i mit hjerte, og alligevel elsker han mig. Der er ikke en synd, han ikke vil tilgive (og glemme!), når jeg beder ham om tilgivelse. Han er ikke som mennesker, der bærer nag og nok tilgiver, men husker det onde, vi har gjort. Nej, når han tilgiver, er synden væk.

Jeg er kristen, fordi i Guds øjne er jeg dyrebar og underfuldt skabt. Han ser på mig med kærlige øjne, og når han ser på mig, ser han en tilgivet synder, fordi han ser mig gennem Jesus og hans frelse.

Jeg er kristen, fordi det giver mig et håb. Der er ikke noget her på jorden, der kan give mig et håb og et løfte om et evigt liv, når jeg engang skal herfra. I de svære perioder ved jeg, at Gud ikke har forladt mig. Hvor langt væk han end synes, må jeg stole på, at han også er med mig, når livet gør ondt. Han har lovet, at en dag skal smerten for evigt forsvinde, når jeg skal møde ham i Himmelen.

Jeg er kristen, fordi det giver mit liv mening. Det er svært at forklare, men med Gud bliver mit liv aldrig meningsløst. Jeg oplever så meget tomhed i verden, og ærligt talt tror jeg ikke, jeg kunne klare det, hvis ikke jeg troede, at der var en Gud, der havde kontrollen. Midt i tomheden og modløsheden finder jeg min værdi og min mening: At tjene Gud og min næste og give den kærlighed videre, jeg har fået af ham.

Én ting er at få tankerne ned på skrift. Den mundtlige version i mødet med en skeptisk ven eller studiekammerat ville nok være væsentligt mere usammenhængende og dårligt formuleret. Om ikke andet har det givet mig en fornyet glæde over troen at blive mindet om, hvorfor jeg tror. Jeg håber, jeg også har modet til at dele disse tanker med andre og ikke stikker halen mellem benene med et “det ved jeg ikke”.

Jeg vil gerne rette spørgsmålet mod dig. Hvad ville du svare? Hvorfor er du kristen? Eller hvorfor ikke?