Hvilken kærlighed
Michela
Udgivet d. 13-01 2017
Michela

Hvilken kærlighed

Du og jeg er ikke værdige til Guds herlighed. Faktisk, er der ikke et eneste menneske der er værdigt. For vi kan ikke gøre os fortjent til himlen, vi kan aldrig være gode nok. Kun perfekte mennesker kan komme i himlen – men den slags mennesker findes slet ikke, af den ene grund, at vi er født med synden. Synden er fuldstændig infiltreret i vores liv, vores hjerter. Vi kan ikke lade være med igen og igen at synde. Vi kan altså ikke gøre os fortjent til himlen.

Fjernsynet kørte nede i vores stue her den anden dag, og jeg hørte nogen snakke om religion. Der en kvinde fra Afrika et sted, Nigeria, tror jeg. Hun fortalte værten, at hun var kristen og troede på Gud. Hun troede på, at hun er frelst og kommer i himlen. Men hun sagde også noget andet. Hun sagde, at de, som er gode mennesker, men ikke er kristne, også kan blive frelst. For hende handler frelsen om godhed, at hvis man er god nok mod sin næste og opfører sig pænt nok, kan man blive frelst. Men hvem kan det? Hvem kan nogensinde være god nok? 

Ja, hun er helt forkert på den, kvinden fra fjernsynet. For ikke et eneste menneske er værdigt til Guds herlighed. Der står i Romerbrevet 6,23: “For alle har syndet og mistet herligheden fra Gud.” Man kommer så let til at synes, at man skal gøre sig fortjent til det ene og det andet, for det er sådan vores hjerner fungerer! Det er det, vi altid har lært: Man går på arbejde, for at gøre sig fortjent til sin løn. Så må vi jo også gøre gode gerninger, for at gøre os fortjent til himlen? Svaret er nej.. Intet menneske er værdigt til Guds herlighed.

Men som du måske har hørt det mange gange før, så kan det jo ende lykkeligt alligevel. For Gud valgte at HANS søn, HANS dyrebare søn, skulle klynges op på et kors, ydmyges, lide de heftigste smerter, for til sidst at dø alene. ENE og ALENE for at vi kan få lov til at se hans herlighed. Hvilken kærlighed til os!

Her til sidst vill jeg minde om nogle vers der er skrevet, ca. 700 år før Jesus fødsels, nemlig Esajas 53, 5-6:

"Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham."