Hurra for den uperfekte jul
Katrine
Udgivet d. 05-12 2019
Katrine

Hurra for den uperfekte jul

Hvis du bruger sociale medier, vil du i juletiden opleve at blive oversvømmet med billeder af juletræer pyntet i en korrekt farvekombination ofte med en storsmilende, velklædt familie foran. Billeder af den perfekte jul. Om julen på billederne virkelig er perfekt, er langtfra sikkert. Men sådan kan det se ud.

Du har måske også et billede i dit hoved af, hvordan din jul skal være. Måske ikke perfekt, men god nok til at gøre dine børn glade, hyggelig for alle, der kommer, eller bare som den plejer.

Og måske lever din jul slet ikke op til det.

Måske er der sygdom i familien, en uforløst konflikt, børn, der fejrer julen et andet sted, eller dårlig samvittighed over ikke at have gjort det godt nok.

Et af julens befriende budskaber til dig er, at Jesus kom til os mennesker midt i vores uperfekte og brudte verden. I Bibelen står der:

”Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt.”

Et andet sted står der:

“Det er den hjælpeløse, jeg ser til.”

Det kan være godt at gøre rent, før du får gæster. Men måske rækker kræfterne ikke. Over for Jesus skal du ikke “gøre rent”. Du får lov at invitere ham ind i dit liv, som det er, med al dets uperfekthed, frustration og skam.

Jesus bliver ikke overrasket over rod og skidt. Så invitér ham ind i dit måske rodede liv, din “stald”, denne jul. Han er vant til den slags steder. Og han elsker dig.

 

 

Denne refleksion er bragt i Julemagasinet 24:12 i julen 2019