Er Biblen bare et eventyr?
Katrine
Udgivet d. 13-02 2019
Katrine

Er Biblen bare et eventyr?

debat fra facebook

Indlægget er blevet til ud fra en tråd på vores facebookside og er skrevet som svar på dialogen herunder. Dialogen tager udgangspunkt i billedet længere nede i indlægget.

John:

Det er også grunden til at de forbød Mein Kampf.

Man kunne måske tro at det er fordi det er en skadelig og ond ideologi, som er farlig for unge og letpåvirkelige mennesker.

Men så er man ikke nogen RIGTIG konspirationsteoretiker.

Filip:

Hvis du med sammenligningen vil sidestille Bibelens budskab med Hitlers manifest og kalde den for skadelig, ond og farlig for unge og letpåvirkelige, så forstår jeg dig faktisk godt.

Jeg har hørt at Hitlers soldater havde skrevet på bæltespændet noget lignende "Gud er med os" og i korstogene slagtede de tusindvis i "Guds navn". Hvis disse - og mange andre begivenheder gennem verdenshistorien - kan forsvares ud fra Bibelen og er opfordret derfra, så var den streget som topkandidat på min best reads liste.

Jeg tror desværre, at den er blevet brugt som undskyldning for rigtig meget bullshit igennem verdenshistorien og det er simpelthen træls, men det fjerner ikke dens validitet, når man går til bogen selv.

Jeg ville ikke brænde den på bålet og forbyde den, men det er en helt andet snak om åndsfrihed, der også kunne være rigtig spændende ;)

Må jeg skrive et blogindlæg som svar på dit spørgsmål i stedet? Jeg kan nemlig se, at jeg har startet et svar jeg slet ikke kan færdiggøre tilfredsstillende lige her og nu i en kommentar :)

John:

Ja, selvfølgeligt. Det er du velkommen til.

Min pointe var blot at din konklusion ikke følger logisk; at dét at noget bliver forbudt ikke betyder at det dermed må være repræsentativt for nogen ultimativ sandhed.

Den delte meme er dermed ikke sandhedsfordrende.

Men ja, jeg ser bestemt bibelen som værende en ond og gal ideologi, i samme dur som nazismen.

Dét har jeg dog ikke uddybet, og det måtte blive en anden samtale.

Filip:

Dejligt! Jeg lidt travlt for tiden, men får det gjort, når tiden er der.

Jeg forstår din pointe og det er skarpt set. Min pointe har dog ikke været kategorisk at betragte forbudte ting som repræsentative for sandheder, men at sætte spørgsmålstegn ved hvorfor lige præcis den her bog og dens budskab skulle være forbudt. Med det vil jeg gerne opmuntre og udfordre til at gå til bogen selv, for at undersøge det.

Med fare for i at ende som en dobbeltmoralsk keyboardkriger, så får du svar i beskeder og blogindlægget frem over ;)

Blogindlæg fortsætter under billedet

Katrines blogindlæg

Kære John,

Jeg er også med i teamet bag Jesusbloggen og fik lov at skrive indlægget som svar på dine kommentarer på vores Facebook-meme.

Til en start vil jeg sige, at jeg er journalist, går derfor ind for ytringsfrihed og trykkefrihed med liv og sjæl. Herunder, at jeg kan skrive, hvad jeg holder for sandt, fair og vigtigt, uden at myndigheder censurerer mig, samt at borgere har frihed til at tilgå og læse, hvad de vil. Derfor er dette emne om forbudte bøger noget, der optager mig meget, og som jeg gerne vil dele mine tanker om. 

Frygt og censur

Når bøger, tidsskrifter eller religiøse skrifter bliver forbudt i nogle samfund, tror jeg, at det sker af frygt. Fordi magthavere frygter, at deres system kan blive udfordret, når borgere inspireres og formes af bestemte ord og tanker.

I Kina er systemkritiske bøger bandlyst, og boghandlere i Hong Kong er på mystisk vis “forsvundet” efter de har forhandlet bøger, der er kritiske eller sarkastiske over for Xi Jinping.

Under McCarthy-tiden i USA blev en lang række pro-kommunistiske bøger afbrændt. Med reference til denne periode fremstiller science fiction-filmen Fahrenheit 451 et samfund uden bøger, og hvordan denne fortielse af afvigende idéer nedbryder individer og samfund.

I Nordkorea er det lettere at tælle, hvilke bøger, der er tilladte, end hvilke der er forbudte at eje, ofte med dødsstraf til følge. En virkelighed skabt ud af frygt for, at “ikke-patriotiske” idéer kan udfordre styret.

I Tyskland har Mein Kampf været bandlyst af frygt for at den vil opildne nynazister og dermed true Tysklands demokratiske samfund.

Bøger bandlyses af frygt. Nogle vil kalde det undertrykkende og paranoidt. Andre, en nødvendig beskyttelse af en samfundsorden.

Jeg tror, at det samme gælder for de 52 lande, hvor biblen er bandlyst.

Hvis du er enig i, at bøger bandlyses når magthavere frygter, at bøgerne kan true den eksisterende samfundsorden, kan vi konkludere, at når biblen og Mein Kampf er bandlyst flere steder, må disse bøger udgøre en opfattet trussel for den eksisterende samfundsorden.

Så langt så godt. Men hvad så med memets argumentation om eventyr og forvandlende sandhed?

Ingen fængselsstraf for Snehvide

Memest første påstand er, at biblen ikke er et eventyr, og argumentationen, der bruges her er, at man ikke kommer i fængsel for at læse eventyr, men at man flere steder i verden kan komme i fængsel for at læse i biblen. (Selvfølgelig kan der være steder, hvor man kommer i fængsel for at læse Snehvide og Askepot, i Nordkorea måske. Men lad os tage udgangspunkt i, at konsekvensen alt andet lige er meget mindre alvorlig end ved at læse biblen.)

Memets argumentation er altså, at konsekvensen ved, at læse biblen er en helt anden end at læse eventyr som Snehvide og Askepot, er uden for diskussion. Samtidig er det et faktum, at folk flere steder i verden fængsles for at læse biblen.

Argumentationen er altså: Folk kommer ikke i fængsel for at læse eventyr. Folk kommer i fængsel for at læse biblen. Derfor er biblen noget andet end eventyr. Det, synes jeg, er en fair konklusion. Om biblen er fiktion eller fakta er en anden diskussion. Jeg vil dog også fastholde, at buddhas læreskrifter og koranen er noget andet end eventyr, selvom jeg ikke nødvendigvis tror, at de er gengivelser af virkeligheden.

En inkonsekvent argumentation

Memets anden påstand er, at biblen er en kraftfuld og forvandlende sandhed. Og her er jeg enig med dig i, at man kan udfordre memets argumentation.

Argumentation er noget i retning af følgende deduktive argument (fra generel sammenhæng til konkret eksempel): Bøger bandlyses, fordi de har sande, forvandlende budskaber. Biblen bandlyses (Og Askepot og Snehvide bandlyses ikke). Derfor har biblen en forvandlende sandhed. Samme argument ville jeg dog ikke - og formentlig heller ikke memets forfatter - mene gælder for Mein Kampf: Bøger bandlyses, fordi de har sande, forvandlende budskaber. Mein Kampf er bandlyst. Derfor har Mein Kampf en forvandlende sandhed.

Jeg mener dog ikke at opfattelsen af, at biblen kunne have en forvandlende sandhed bør afskrives helt.

Giv sandhedsargumentet en chance

Jeg mener godt, at man kan argumentere for biblens sandhedsværdi gennem et induktivt argument (fra konkrete eksempler/empiri til generel sammenhæng).

Argumentet ville være således: Jeg har oplevet biblen som værende forvandlende, mange andre mennesker har oplevet biblen skabe forvandling i deres liv og gennem historien og over hele jorden har mennesker oplevet biblen som forvandlende, og den har haft stor forandrende effekt på individer og samfund. Biblen er bandlyst i 52 lande. Derfor er biblen bandlyst, fordi den har en forvandlende effekt.

Dette argument mener jeg, at der er belæg for, også qua begrundelsen med, at bøger bandlyses af frygt for trusler mod samfundsordenen, da forvandling vil være uønsket af de magthavere, der bandlyser bøger. 

Bedøm biblen som enhver anden kilde

Om den forvandlende effekt er sandhed, som memet hævder, eller bare en forvandlende ideologi, som i enhver anden bog, f.eks. Mein Kampf, mener jeg, må bero på en analyse og afvejning af, hvad der står i biblen, og hvordan du bedømmer den som kilde.

Stemmer de historiske angivelser overens med eksterne historiske kilder?

Stemmer de påstande og forklaringer, som biblen kommer med om menneskets natur, om verden, om godt og ondt, overens med den måde vi oplever verden og mennesker på?

Har biblens ord den virkning, som den selv hævder at have, nemlig til at forandre mennesker, fællesskaber og samfund?

Er der belæg for, at Jesus fandtes, og at han er en troværdig person?

Kan biblen opfylde samme “sandhedskrav”, som du ville stille til enhver anden tekst, f.eks. en historisk tekst?

Hvis du efter at have undersøgt biblen (som jeg vil opmuntre dig til at gøre) kan svare ja til de spørgsmål, så mener jeg, at det er rationelt at sige, at den er sand.

Så har vi det induktive argument, at der er mange eksempler på, at biblen har forandret mennesker og samfund, hvilket sandsynligvis kan hænge sammen med, at den bliver bandlyst og forårsager fængselsstraf. Samtidig kan vi ud fra en analyse af biblen som kilde fastslå (hvis spørgsmålene besvares positivt), at biblen må vurderes til at være en troværdig kilde. Det må føre frem til, at memets budskab om at biblen har en forvandlende sandhed holder, og at netop det - sammenholdt med magthaveres frygt for trusler mod samfundsordenen - betyder, at den opfattes som noget andet end Askepot og Snehvide og derfor fører til hårde straffe.

Memet siger også, at biblen er den mest kraftfulde og forvandlende sandhed. Hvis vi lægger spørgsmålet om forvandling og sandhed til side, som vi har set på og blot ser på rangeringen af biblen som den ”mest” forvandlende, så må spørgsmålet her være, hvordan man måler det? Ser man på, hvor stor en effekt biblen har haft på historien, på samfund og politik, hvor udbredt bogen er, hvor meget den fylder i kulturlivet (litteraturen, film, musik etc.) og hvor mange mennesker, der læser i biblen dagligt, så mener jeg, at det er helt rationelt at sige, at det er den bog, der har haft størst effekt, f.eks. i sammenligning med Koranen (der i øvrigt tildels bygger på biblen) eller buddhas lærerskrifter.

Hullet argumentation, rationel pointe

Jeg er altså enig med dig i, at argumentationen i memet ikke holder 100 pct. Men pointen med memet, mener jeg, holder: At det er forkert at forklejne biblen til et eventyr på linje med Askepot og Snehvide, fordi biblen har noget, der får magthavere til at frygte så meget, at de bandlyser den. Og at biblen er i en særklasse, når det kommer til én bogs effekt på menneskeheden og historien. Om det “noget”, der har haft så stor effekt, og bl.a. dagligt fører til fængslinger, er en forvandlende sandhed (som jeg mener, man kan argumentere for, at det er) eller noget andet (som du måske kan give et bud på, hvad er) så er det fair og rationelt at sige, at biblen ikke bare er et eventyr.