Den eneste nøgle

"For der er ingen anden Gud end mig - ingen anden retfærdig og frelsende Gud. Vend jer til mig og bliv frelst, alle folk på jorden. For jeg er den eneste sande Gud."
- Esajas' Bog kapitel 45 (Bibelen på hverdagsdansk)

I vores gamle hus havde vi en del nøgler hængende i baggangen. Vi havde overtaget dem fra den forrige ejer. De fleste af dem vidste vi ikke, hvad skulle bruges til. De hang der bare, men vi turde ikke smide dem ud, for tænk hvis de var vigtige. Fra tid til anden skete det, at vi ikke kunne finde nøglen, som passede til postkassen. Det var en stor Ruko-nøgle, som lignede mange af de andre. Så tog jeg gerne hele bunken af nøgler med mig ud til vejen og prøvede hver enkelt nøgle for at tjekke endnu engang, om en af dem dog ikke passede til postkassen. Men ingen af dem passede – ikke en gang den, som de forrige ejere havde sat i en nøglering, der stod ”postkasse” på.

Et par måneder senere, når nøglen til postkassen for længst var fundet – og blevet væk igen – var jeg alle nøglerne fra baggangen igennem endnu engang. Og en gang til stod jeg og ruskede i den dumme postkasse for at opdage, at det kan være meget godt med aldrig så mange Ruko-nøgler. Men hvad hjælper det, når den ene, som passer til låsen, ikke er der, og jeg ikke kan komme ind til alle mine regninger.

Forleden dag oplevede jeg det samme, da jeg en sen aften skulle ind i vores kirke efter nogle af mine guitarer, som stod der. Jeg havde glemt koden. Ingen kode – ingen adgang. Igen bøvl og ballade og et forstyrrende telefonopkald til den husansvarlige, som tilfældigvis var på ferie i Barcelona, før døren er åbnet.

Nu er Gud jo ikke en postkasse. Men han har givet mig noget af en påstand, som jeg er nødt til at forholde mig til. Han hævder, at han er den eneste – jeg gentager: den eneste – som er en retfærdig og frelsende Gud. Han siger, at han er den eneste vej til retfærdighed, evig glæde og frelse. Kun han har den rigtige nøgle, ja, han er sågar selve døren, siger Jesus om sig selv.

Kender du mig, siger han, behøver du aldrig i evighed at lede efter nøglen til døren ind til lyset og legen hos mig på den nye jord, for så har du den allerede i din besiddelse. Det var godt nok ikke så lidt! Er det provokerende at sige sådan? Ja, det er et vel. ”Jeg er en af vejene, en del af sandheden og noget af livet,” har Jesus sagt. Nej, vel har han ej. Han har sagt, at han er vejen, sandheden og livet. I bestemt form. Den eneste vej, den eneste sandhed og det eneste liv.

Hvis det er sandt, kan jeg godt smide alle andre nøgler ud. Så har jeg ikke brug for dem. Hvis Jesus har ret, skal jeg aldrig i evighed stå og mangle den rigtige nøgle. Så kan jeg gå gennem døren ind til fællesskab med Gud. Jeg skal ikke være hverken genial eller gal eller gætte en talkombination. Jeg skal ikke kunne fremvise et fromhedsbrev med et vist antal gode gerninger, for at døren åbnes for mig. Jeg skal ikke kende en, der kender en, som har en ven, der er dørmand, og som lukker mig ind, hvis han får en pengeseddel under bordet. Kun ét navn gælder. Kun én har nøglen.

Den rigtige nøgle er at kende Gud, at kende Jesus. Kender du ham, så skal du aldrig i evighed lede efter nøglen til den sommereng på den nye jord, hvor glæden, freden, varmen og kærligheden er stor og evig, for så har du den allerede. Ingen og intet kan tage den nøgle fra dig, og den åbner allerede nu og her en dør ind til et fællesskab med Gud. En relation med den evige Gud, som bærer verden og dig i sine hænder.

Man kan mene, at der sikkert flere findes veje til den glæde og det liv, som Gud har at givet. Men det er der ikke. Porten til dødsriget, som er den port, der i sidste ende lukker al glæde ude, kan kun åbnes – ja er allerede åbnet, men kun af én. Jesus har besejret døden og sidder inde med nøglerne, ja han er nøglen.

Fra andagtsbogen "Ind i Lyset 2"

Blogindlægget er først bragt i Hans Jørns andagtsbog "Ind i Lyset". Serien kan købes ved at klikke på boksen her.