At komme hjem
Katrine
Udgivet d. 27-11 2019
Katrine

At komme hjem

Der er en grund til, at Chris Reas “Driving home for Christmas” har figureret på top-10 for jule-singler hvert eneste år siden sin udgivelse i 1986.

Vi er mange, der kan sætte os ind i lykkefølelsen ved sætte os på cyklen, i bilen eller i toget med kurs mod juleferie derhjemme.

For nogle er hjem dog lig med anspændthed, facader og skænderier. Nogle har ikke noget sted at føle sig hjemme.

Men grunden til, at drømmen om at komme hjem til jul fylder i radioens toner og på julekort med snedækkede huse og oplyste vinduer, er, at vores hjerter er gearet til at komme hjem.

Helt hjem.

Bibelen fortæller, at der er et hjem, hvor vi hører til, og hvor Gud ønsker at byde os velkommen som en kærlig far.

Da Jesus forlod sit hjem hos Gud og kom til jorden i julen, var det for at give mennesker mulighed for at blive adopteret ind i Guds familie og få hjemme hos ham.

”…alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn,” står der i Bibelen om Jesus. 

Lader du Jesus komme ind i dit hjerte ved at bede om hans tilgivelse og takke for hans kærlighed, bliver glæden ved at træde ind ad døren til dit nuværende hjem en sød forsmag på det, der vil møde dig, når du kommer helt hjem.

Her vil du blive fyldt af en fred, der strømmer helt ud i fingerspidserne. Guds kærlige øjne vil møde dine, mens han siger: “Endelig, mit barn. Nu er du hjemme, helt hjemme. Jeg har ventet på dig.”

Denne refleksion er bragt i Julemagasinet 24:12 i julen 2019