Yes, for et clean sheet
Filip
Udgivet d. 26-11 2019
Filip

Yes, for et clean sheet

"All right! Det har været en rigtig træls start på timen; I har larmet alt for meget og ikke gjort som I skulle. Men jeg er klar til at slå en streg over det og giver jer et clean sheet. Jeg har ikke lyst til at være sur på jer og I har heller ikke lyst til at jeg er sur på jer og at I får en dårlig time. Derfor er jeg parat til at starte på en frisk og give jer en ny chance."

Skod med skod på

Det var en tirsdag morgen i november. Det havde regnet og været gråt på vej ind på skolen, hvor jeg skulle undervise i musik i indskolingen. Normalt er det det fedeste at undervise i musik, hvor eleverne laver raps, groover derudaf på instrumenter og har nogle fede kreative processer. Men lige den har morgen var det bare skod.

Der var uro, eleverne var træls mod hinanden og stemningen var bare dårlig. I løbet af de første 20 minutter havde jeg allerede forsøgt en del gange at få ro på dem – desværre uden held. Og her står jeg så, med eleverne foran musiklokalet. Jeg forklarer dem, hvordan jeg ønsker at give dem en god time, sætte en streg over hvad der er sket og starte på en frisk.

God of second chances

På vej hjem på cyklen kom det her til at minde mig utroligt meget om, hvordan Guds forhold er til mig. Gud ønsker et fællesskab med mig, men gang på gang messer jeg up. Jeg kan komme til at lyve, bagtale, tænke ondt om andre og gøre ting som jeg godt ved ødelægger mit fællesskab med Gud. Men Gud er en ”God of second chances”.

Det rod jeg har i mit liv, gør at jeg burde være fortabt og uden for fællesskab med Gud. Gud er fuldstændig perfekt og kærlig og harmes derfor over alt uretfærdighed – lige fra kujonagtig bagtalelse til drab på uskyldige og overgreb. Derfor vil han straffe alt det, og dem der gør det, i en fortabelse borte fra ham. Et sted Bibelen beskriver som helvede.

Læs evt To udveje og Helvede?! Kan Gud være det bekendt?

Det sted hører jeg hjemme, hvis Gud ikke var en ”God of second chances”. Gud ønsker ikke at jeg skal gå fortabt, men at jeg skal have fællesskab med ham og en dag komme i himlen. Derfor blev han selv menneske i Jesus og bar alt min og resten af verdens synd, for at bryde dødens og fortabelsen lænker i mit liv og alle andres, der tager imod ham og lever med ham som Herre.

John Mayer synger ”Love is a verb – it aint a thing”. Guds kærlighed til mig viste sig i handling, da han døde for at jeg give mig et clean sheet og da han stod op ad graven, for at frelse mig og dræbe døden i mit liv. Fordi Gud er en ”God of second chances” har jeg mødt en absurd stor tilgivelse, der midt min synd giver mig et clean sheet.

”Tak med glæde vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset. Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse.”
Kolosenserbrevet kapitel 1