Trøst i en tung juletid
Katrine
Udgivet d. 20-12 2018
Katrine

Trøst i en tung juletid

Trøst mit folk. Trøst det! siger jeres Gud.

Sådan lyder linjerne i et kendt musikstykke, som ofte opføres ved juletid. 

Ordene er fra Esajas’ bog i Gamle Testamente i biblen og er talt til Israel, der levede i eksil. De var langt væk fra deres elskede land, hvor de følte sig hjemme, og hvor de hørte til. De havde mistet noget dyrebart: deres tryghed, deres stolthed og en del af deres identitet. Deres harmoni og fred.

Måske har du også mistet noget denne jul. Måske er dit gode helbred udskiftet med en melding om alvorlig sygdom. Måske er dit før så lyse syn på fremtiden udskiftet med ængstelse. Måske har du mistet fred i sindet og er i stedet fyldt af uro. Måske er dit overskud forduftet og erstattet med stress. Måske har din familie mistet den harmoni, der før bandt jer sammen. 

Måske er du som israelitterne langt væk hjemmefra. 

Her er det første budskab til dig:

Gud ser det. Han sætter ikke bare en Mariah Carey-julesang på og skruer lyden op så dine indre råb om hjælp, fred og trøst bliver overdøvet. Han propper ikke bare en gave fra Magasin ned i halsen på dig.

Han siger "Trøst mit folk."

Hvordan kan vi finde trøst hos Gud denne juletid?

Jeg vil pege på tre ting:

Punkt 1

Versene "Trøst mit folk, trøst det!" indleder kapitel 40 i Esajas Bog. Et kapitel, der fortæller om Guds storhed, uendelighed og om Guds løfter. Der står f.eks.

""Med hvem vil I sammenligne mig, så vi skulle være lige?" siger den Hellige. 
Løft jeres øjne mod himlen, og se! 
Hvem skabte den? 
Han, som fører dens hær talstærkt ud og kalder dem alle sammen ved navn. 
På grund af hans vældige kraft og styrke mangler der ikke en eneste." (Esajas’ Bog kapitel 40 vers 25-26) 

Hvorfor kan der være trøst i at blive mindet om Guds storhed?

Når jeg læser dette kapitel bliver jeg mindet om, at det er ham, der har skabt universet og holder alting i gang. Ham, der er stærk. Ham, der er universets centrum.

Det betyder, at jeg kan være begrænset og svag - måske fordi mit overskud eller helbred svigter denne jul. Og jeg oplever, at der faktisk er en frihed, fred og trøst i, at jeg bare kan være "lille", fordi der er en anden, der er stor.

Samtidig retter kapitlet fokus væk fra mig og på Gud. Og det kan også være en trøst - at løfte dine øjne fra det du står i og fæstne dem på den evige, hellige Gud.

For dig, der trænger til trøst, vil jeg derfor opmuntre til at læse dette kapitel.

Punkt 2

Mens den førstnævnte trøst kan findes ved at fortabe sig i Guds storhed og styrke, er der også en trøst at hente et - tilsyneladende - helt andet sted. 

For i julen markerer vi, at den store Gud, vi kan læse om i Esajas’ Bog kapitel 40, blev til et lille barn. Et barn, der var skrøbeligt, sårbart og afhængigt af sine forældre.

I Gamle Testamente trøster Gud israelitterne med løftet om, at "komme tilbage" - tilbage til Israel og til deres tryghed, fred og frihed. Til deres hjem.  

Du, der sørger eller kæmper denne jul, kan måske have en længsel efter at "komme tilbage" - komme tilbage til dengang julen var en glædens tid, til dengang din familie havde det godt sammen, til dengang du havde energi og mod på livet. Til dengang du var rask. Til at komme hjem til det sted, hvor du fysisk, åndeligt eller mentalt "hører til".

Barnet i krybben er Guds løfte til os om at vi skal få lov at "komme tilbage" - at komme hjem.

Barnet i krybben blev en af os i en verden fyldt med kampe og sorg, for at bane en vej tilbage til det sted, hvor vi mennesker hører til.

Hvor der er tryghed, fred, overskud, godt helbred, liv, harmoni og hvor vi finder ind i vores sande identitet. Hos Gud. Der hvor den ultimative trøst er at finde.

Denne trøst og dette liv opleves i glimt her på jorden og skal opleves fuldt ud, når vi, der tror på ham og lever vores liv med ham, en dag komme hjem til ham.

Derfor, vil jeg opmuntre dig til at finde en julekrybbe frem, hvis du har en, og ellers købe en for at minde dig selv om, at barnet i krybben trådte ind i mørkets, kampenes og sorgens land for at du kan få lov at træde ind i Guds land, hvor der er en evig trøst at finde.
Punkt 3

Min sidste opmuntring er at lytte til sangen - 'Our God is with us', der sammenfatter den kærlighed og trøst, vi finder i krydset mellem Guds storhed og Jesusbarnets skrøbelighed. 

Her er nogle af versene oversat:

En af os græder, mens vores håb og drømme føres væk i lænker
Og vi er efterladt helt alene
En af os dør indeni, mens vores elskede langsomt sænkes ned i graven
Og vi er efterladt helt alene

Til alle os, der rejser gennem ensomhedens mørke afgrund
Lyder der en stor bekendtgørelse: Vi er aldrig alene
For skaberen af hvert et hjerte, der knuses, giveren af hvert et åndedrag, vi tager
Er kommet til jorden og håbet er født

Han talte med profeters stemmer og viste sig selv i en sky af ild
Men ingen havde set Hans ansigt
Ikke før Den Helligste afslørede sit hjertes dybeste længsel
Og forlod sin retmæssige plads

Og i et underfuldt øjeblik, blev evigheden rystet
Da Gud brød igennem det mørke, der havde skilt os ad
Og med kærlighed, der overvinder ensomhed og håb, der fylder al tomhed
Kom han til jorden for at vise os vores værdi