Lysfest
Mathilde
Udgivet d. 28-11 2018
Mathilde

Lysfest

En profet ved navn Esajas forudsagde Jesu komme – ved du egentlig, hvorfor vi fejrer jul?

“Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.” Es. 9,1

Hvad forbinder du med jul? Rigtig mange vil sige mørke og kolde dage, hvor man kan sætte lys i vinduerne og rigtig hygge indenfor. Mange danskere ville have svært ved at forestille sig en jul med sol, lys og varme dagen lang. Vi drømmer jo om sne juleaften – en aften, hvor det rigtig sner udenfor.

Egentligt har jul både noget med mørke og lys at gøre. I Danmark kan vi bedst forholde os til en jul i mørke, fordi vi altid har levet i det. Dermed kan vi også nemmere forstå, hvad Esajas siger – ”det folk som bor i mørkets land”.  Han siger her, at det folk som vandrer i mørket, skal se et stort lys, og det lys skal skinne for dem. Det folk kun f.eks. være os danskere her i Danmark.

Faktisk mener Esajas i dette bibelvers Israels folk, som bogstavelig talt ikke havde ikke mørke, men levede i mørke, fordi de havde brug for en frelser. Lyset, som her menes, er faktisk Jesus, som skulle komme til jorden for at frelse folk.  Jesus skulle skinne for folk, så de kunne se den rigtige vej – vejen til frelse!

Man kan sætte det lidt i perspektiv. Alle har prøvet at gå udenfor en mørk aften? Mange steder slukker man om aftenen gadelyset, og det kan derfor være svært at finde den rette vej hjem. Vi altså brug for lys, så vi kan se og gå den rette vej. Jesus er netop dette lys på livets vej – han vil vejlede og guide dig den rette vej, hvis du giver ham plads og lov til det.

Tænk at Esajas skrev dette mange hundrede år før Jesus blev født. Derfor er dette vigtigt for os at holde fast i julens budskab – nemlig Jesus. Her i julen tænder vi rigtig mange lys, fordi vi synes, det er hyggeligt. Det er det også! Næste gang du tænder en lys kan du lige tænke på Jesus, som også ønsker at være et lys for dig – han vil dig!