Fredsbarnet
Solveig
Udgivet d. 18-12 2018
Solveig

Fredsbarnet

De fleste mennesker har et ønske om fred - fred i de nære omgivelser og relationer og fred i verden.

Jesper Binzer synger i en af hans sange: "This is Christmas, and all I want is one day of peace".

Når vi ser os omkring i verden, så ser vi desværre alt andet end fred. Politisk uro, krig og vold raser i store dele af vores verden. I Danmark oplever vi også vold i byerne, gaderne og i bestemte miljøer og områder.

Den fred vi drømmer om, er måske ikke lige indenfor rækkevidde samfundsmæssigt eller politisk, selvom mange kloge mennesker arbejder på det.

Langt mere end tavse kanoner og store præsidenter

Jeg har oplevet, at få en fred i mit sind og min tanke, på trods af politiske og religiøse storme.

Den fred jeg har fået, kom julenat med Jesus. Her mødtes Himlen og Jorden i et lille barn. Jesus var "fredsbarnet", og vores frelser.

Freden som Gud vil give os, kommer ikke gennem tavse kanoner eller store præsidenter. Den kommer til os gennem Guds fortælling om hans søn Jesus Kristus.

Jesus er Guds julegave til hvert enkelt menneske. Med Jesus kom frelsen og freden til jord.

Denne gave kan også blive din denne jul. Gud vil gerne give dig den for intet.

Så hermed en opfordring til at pakke den ud, og lade julefreden fylde dit sind og hjerte.